Nils Hartmann

Nils Hartmann er født i 1941 og opvokset i den lille sydsjællandske fjordby Præstø. Barndommens land spiller en rolle i flere af hans bøger. Det gælder fx i Tue-bøgerne og Livet er en kamp, Ges! I 1968 blev han færdig som lærer på Vordingborg Statsseminarium. Han underviste i folkeskolen til 1980. Samtidig med lærerjobbet var han i 25 år undervisningskonsulent hos Dansk UNICEF Komite. Og fra 1971 til 1985 var han skolekonsulent ved Amtscentralen for Undervisning i Næstved. Arbejdet for UNICEF gav mulighed for en række rejser til lande i den tredje verden. Rejserne er bl.a. gået til Sudan, Cameroun, Nigeria, Ghana og Marokko i Afrika; til Bhutan, Indien og Indonesien i Asien; og til Jamaica i Caraibien. Oplevelserne har han brugt til at skildre leveforholdene for børn i ulandene. Det er dels sket i bøger, dels i radio- og tv/videoprogrammer, ved foredrag og i artikler.
