- Publisher: Forlaget Ringedal
- Available in: Paperback, eBog
- ISBN: 978-87-94002-03-5
Social membraner – en gentænkning af menneskelige relationer i en verden i opløsning – præsenterer helt nye bud på, hvorfor det er så svært – ikke blot at være menneske – men lige frem at være mennesker samlet omkring noget eller nogen.
Vi lever vores liv gennem en dynamisk spænding; spændingen mellem noget som er ét, og noget som er ikke er det samme ét, men noget andet. Vores liv afhænger i bogstaveligste forstand af grænseflader, som gør os i stand til på den ene side at fastholde vores forskellighed og erindring om os selv og hinanden; og på den anden side udveksle med hinanden, lære af hinanden og blive til igennem hinanden. På een og samme gang skal vi holde fast i os selv og være del i og af noget større. To nordpoler skaber ingen magnetisme, og uden forskelle ingen dynamik. Men hvad er en grænseflade – og kan den også være social?
Bogen er en kortlægning af hidtil ubeskrevne dimensioner af vores sociale livsverden. Disse socialmembraner kan noget. De gør et afgørende vigtigt stykke arbejde for os ud over at markere overgangen fra et til noget andet. Hvorfor og hvordan er det centrale tema i Socialmembraner – vær klar til en vild rejse!
Om bogserien Nytid
Der var en større Nytid i Vente. Hun følte det dirre i Luften med nye Tanker, nye Former og nye Levevilkaar for Folk baade i Borg og Hytte.
Povl Strange 1873
Bogserien Nytid peger på nye bevægelser i kunstens og pædagogikkens praksis inden for dannelse, ledelse og kulturliv i dag. Den Danske Ordbog skriver om Nytid, at begrebet betegner et håb om fremskridt i en nutid under forandring. Det handler om et specielt og også kritisk blik på nutidens velafprøvede forståelser, praksisser og rutiner. Vores velkendte nutid omskabes til forunderlig og mangfoldig nytid netop i denne fornyede udforskning, trykprøvning og kritiske eksperimenter med og i vores kultur.
Nytiden fordrer modige bud på denne vores nye verden. Hvad nu, hvis…? Forpligtelsen på ikke blot at analysere og diskutere men ligefrem pege på nye veje er en grundforudsætning for bidragyderne i denne bogserie.
Bøger om dannelse, ledelse og kulturliv er ofte digre værker på mange hundrede sider. Serien Nytid går den modsatte vej og fokuserer på kortere tekster, der lettere og hurtigere kan komme ud og virke i vores kultur. Det er vores håb, at seriens udgivelser vil kunne netop dette: at skabe en kreativ turbolens, vække til undren over vores nutid og inspirere til de helt afgørende forsøg, der kan give nytiden mulighed for at folde sig ud.
Vi ønsker læseren god fornøjelse og håber, at serien kan vække til såvel eftertanke som handling!